Pimpsten contra en metal fodfil
PIMPSTEN ER BEDRE END EN FODFIL – Min erfaring er, at en metalfil ødelægger mere end den gavner. Ved brug af en fodfil mod hård hud på fødderne opstår der bare mere hård hud, og hælene risikerer at få revner. Derfor vil det være en god ide, at du i stedet bruger en pimpsten.
Det kan være svært at holde fødderne glatte og uden hård hud. Især nu når vi går den kolde tid i møde, har huden tendens til at blive tør, hvilket let kan fører til ru og revnet hud . Jeg synes, at pimpstenen giver dig pæne og bløde fødder, hvis du samtidig plejer dem med et fodbad og fodcreme regelmæssigt.
Pimpstenen bør ikke benyttes, når den er tør. Du kan i stedet væde den med en smule vand. Gå så stille og roligt til værks med runde og bløde bevægelser. Afslut ved at anvende en god fodcreme, tag sokker på, og sov med dem på natten over. Dette vil bidrage til at opretholde fugtigheden i dine fødder. Og – den hårde hud er faktisk som oftest borte efter kun få behandlinger!!!!
Dog må du aldrig bruge pimpstenen på knogleudspring eller knyster, da disse ikke kan files væk. Fil heller aldrig så længe, at huden bliver varm. Det kan få keratinen i huden til miste sin fleksibilitet og resultere i, at huden revner, når du går.
En pimpsten kan også fjerne hård hud på hænder, knæ og albuer, og er fantastisk effektiv mod psoriasis.
Og den slides meget langsomt, så du har stenen i mange år.
Hvad er pimpsten egentlig?
Pimpsten er natursten med slibeeffekt. Det er en meget let og porøs bjergart dannet ved vulkanudbrud, hvor magmaet er rigt på kisel. Den opstår som lavaskum, der er så let, at det kan flyde oven på vand. Udtrykket pimpsten kommer fra det latinske ord pumex, som betyder skum. Pimpsten er den eneste stenart, der kan flyde ovenpå vand.
Det var et rigtigt godt råd og det er helt rigtigt.
Dejligt du har fået en blog så råd og vejledning kan blive givet videre.
Pimpsten har været brugt i mange år og har en god effekt og holder længe. Det har ikke været moderne med pimpsten i nogle år, men det er skønt at se det er på vej ind igen.
Jeg er glad for min, og så er den dekorativ også 🙂