Hygge, håndklæder og hygiejne – PureStyle februar 2019

PureStyle forside

NYHEDSBREV

Hygge, håndklæder og hygiejne – PureStyle februar 2019, er navnet på mit nyhedsbrev denne gang.
Februar er for mig lig med fastelavn og fastelavnsboller, vinterferie, små forårsbebudere, indendørs hygge og levende lys.
Mit hjem er min oase, og her skal være rart. Her skal jeg kunne slappe af og være helt mig selv.
På mørke dage slapper jeg af ved at tænde levende lys, drikke en masse te, høre god musik og læse bøger. Levende lys giver en varm og dejlig stemning.
Men jeg oplever desværre, at der er flere og flere, som ikke kan tåle stearinlys. Så selvom de levende lys hører med til en hyggelig stemning, så er det faktisk ikke en særlig god idé at indrette hjemmet med alt for mange stearin- eller paraffinlys.
Jeg har fundet frem til, at soyalys er et godt og sundere alternativ. De udleder nemlig 100 gange færre partikler end ren stearin. Så soyalys kan du faktisk brænde med god samvittighed og uden at få åndenød eller hoste.
PureStyle har i lang tid ikke haft soyalys på lager. Min tidligere leverandør gik konkurs, og jeg har ledt efter en ny, som kunne leve op til mine krav om kvalitet og etik. Det firma har jeg nu endelig fundet i det arhusianske firma Åbenlys.
Senere lancerer jeg også en anden variant af soyalys uden duft., Dette kommer fra min leverandør i Berlin Houseproud. Det kan du læse om i dette nyhedsbrev:
  • Gode råd
  • Håndklæder og hygiejne
  • Vask af hænder, varmt eller koldt vand?
  • Husk også ….
  • 10% rabat på soyalys
  • Sjov og ballade

Gode råd

“Stryg” dit tøj med bruseren

Dette er en genial metode, når man er ude og rejse, og mangler et strygejern på hotelværelse. Hæng dit krøllede tøj på en bøjle på badeværelset og tag et bad. Dampen fra badet vil hjælpe med til at glatte det krøllede tøj ud. Hvis tøjet føles fugtigt bagefter, så hæng det i et andet rum i nogle minutter.

Genbrug dine gamle håndklæder

Du behøver ikke kassere dine slidte og forvaskede håndklæder ud. Du kan i stedet for klippe eller sy håndklæderne om til rengøringsklude. De er akkurat lige så gode som de klude du kan købe i butikkerne. Ja, faktisk er de bedre, fordi de jo har været vasket mange gange, og har en god sugeevne. Kludene er solide og kraftige, og så er de jo helt gratis.

 

Håndklæder og hygiejne

Håndklæder og sengetøj skal vaskes ved 60 grader for at slå bakterierne ihjel.
Tekstiler, der f.eks. har været i berøring med opkast, blod eller colibakterier indeholder i højere grad smitsomme bakterier, og dem kan du gøre en ende på ved at skrue maskinen op på 90 grader. Håndklæder befinder sig lidt i en gråzone, for tørrer du dig i intimzonerne efter badet, så vil du uundgåeligt komme i kontakt med afføring og kropsvæsker. I så så fald kan det være en god ide indimellem at vaske håndklæderne ved 90 grader.
Rengøringsklude eller gamle håndklæder, der har været brugt til rengøring af badeværelset, skal vaskes ved 90 grader. De har jo været udsat for bakterier fra for eksempel opkast, diarre eller colibakterier.

Håndklædet, der hænger ved vasken

Håndklædet ved vasken bør skiftes ofte. Vi deler jo ofte håndklædet med andre. Det øger risikoen for, at du smitter eller bliver smittet med alt fra forkølelse til hoste og influenza. Men risikerer også at tørre hænder i andres eller vores egne colibakterier, hvilket jo bestemt ikke er sundt. Det optimale er derfor at skifte det dagligt. Men som minimum hver anden eller tredje dag.

Du kan sagtens genbruge dit badehåndklæde i en lille uges tid. Du skal bare være helt ren før du tørrer dig med det. Og så skal du sørge for at håndklædet er knastørt før du bruger det igen.

Dine håndklæder skal tørres hurtigt
Når håndklæderne er vasket rene, skal de tørres hurtigst muligt. Enten kommes i tørretumbleren eller hænges op på tørresnoren. Når de ligger og er våde – uanset om det er i eller uden for maskinen – er der vækstmuligheder for bakterier, som kan gøre håndklæderne jordslået og få dem til at lugte.

Vask af hænder, varmt eller koldt vand?

Varmt vand slår bakterier ihjel, men det er først, når vandet er 60 grader. Det kan ingen jo holde til at vaske hænder i. Og selv hvis du kunne, ville det hurtigt ødelægge huden. Når du vasker hænder slår du ikke bakterierne ihjel, du vasker dem blot af. Og her er koldt vand lige så effektivt som varmt. Det vigtigste er, at du bruger sæbe, og vasker hænderne grundigt.

Sådan vasker du hænder:

  • hænder og håndled gøres våde og herefter kommer du sæben på.
  • sæben fordeles grundigt.
  • vask herefter grundigt i minimum 15 sekunder. Husk fingerspidser, tommelfingre, mellemrum mellem fingrene samt håndrygge, håndflader og håndled.
  • skyl sæben af, og dup hænderne helt tørre.
  • luk hanen evt. med et papirhåndklæde.

Husk også ….

Din sæbedispenser

Bakterier aflejres helt naturligt på sæbedispenseren. Når du gør rent, husk derfor at rengøre trykknappen eller dispenserhåndtaget ligesom du ville rengøre resten af badeværelset. De fleste sæbedispensere er nemme at rengøre. Men en sæbedispenser har jo den fordel, at den kan betjenes med én hånd, og derfor er den særligt hygiejnisk.

Vandhanens håndtag

Håndtaget på vandhanen er også ofte fyldt med bakterier. Vær derfor også omhyggelig med at rengøre dette, og gerne dagligt.

Det er desuden en god idé at undgå at berøre den beskidte vandhane med dine nyvaskede hænder. Så bremser du nemlig en del bakteriespredning. Er du på et offentligt toilet, så luk vandhanen med dit brugte papirhåndklæde. Er du derhjemme, så luk i stedet vandhanen med håndryggen eller albuen, hvis du har mulighed for det.

10% rabat på soyalys i glas og soya fyrfadslys

Purestyles vision er bl.a. at kunne tilbyde et sundere alternativ til de levende lys af stearin eller paraffin. Og det er muligt ved at sælge disse skønne naturlige soyalys fra ÅBENLYS.

soyalys i glas med låg, op til 30 timers brændetid. Anvend rabatkode: soya1, og få 10% i rabat

soya fyrfadslys, 12 timers brændetid. Andvend rabatkode: soya2, og få 10% i rabat

Tilbuddet gælder til og med 15. marts 2019

 

Alle børnene skulle holde fastelavn, undtagen Nynne, hun skulle være tønde

I følge Jonas på 4 år kan det være farligt at gå en tur, når det bliver forår.

Træerne skyder jo, solen stikker, blomsterne er vilde, og lærken slår. ……..

 

Hygge, håndklæder og hygiejne – PureStyle februar 2019